Lyrik er de tekster i strofer og vers, som vi kender som digte, sange og rim m.v. Nedenfor er en kort liste over lyrikkens karakteristika:

• Udtrykker oftest stemning, følelser eller tanker.
• Bruger tit sansebilleder.
• Ofte et jeg (vi) over for et du.
• Sjældent nogen handling – kun i episke digte (f.eks. folkevise).
• Siger med få ord det en novelle er mange sider om.
• Står som regel i nutid.
• Traditionelle digte kendetegnes af regelmæssighed i rim, rytme og strofelængde.
• Prosadigte er uregelmæssige og uden rim.

Digtes dimensioner:

• Indhold og opbygning: Ofte har digte ikke en decideret handling, men dækker snarere en øjebliks stemning. Derfor er indholdet også afhængigt af digtets komposition (opbygning) i strofer og vers.
• Lyd: Digtets lyde spiller sammen med digtets indhold og måden digtet ser ud på. Lydsiden er dermed en vigtig del af et digt. Lyden af et digt afhænger f.eks. af anvendelsen af vokaler og konsonanter. Nogle mener at vokalen ‘i’ er en lys vokal, mens ‘u’ og ‘o’ er tungere og mørkere. På samme måde er der forskel på bløde og hårde konsonanter, hvor ‘k’ og ‘t’ er hårde, mens ‘l’ og ‘m’ f.eks. kan opfattes som bløde. Under digtets lyd hører også ‘rim’.:
• I ‘enderim’ rimer sidste ord eller stavelse i hvert vers.
• I ‘parrim’ rimer versenes endelser lige efter hinanden.
• I ‘krydsrim‘ eller ‘fletrim’ rimer hvert 2. vers eller f.eks. vers 2 og 4 i alle strofer.
• I ‘rammerim‘ rimer første og sidste vers i hver strofe.
• I ‘indrim’ rimer flere ord i samme vers – eller i hver linje f.eks.
• I ‘bogstavrim’ kan ordene starte med samme forbogstav, hvilket hedder ‘alliteration’.  Når flere ord i nærheden af hinanden i vers og strofer har fælles vokallyde kaldes det ‘assonans’.
• Digtets rytme afhænger af komposition og rimtyper. Det er en vigtig del af digtets lyd, at rytmen virker på en bestemt måde.
• Digtets trykstærke eller tryksvage stavelser og også vigtige for lyden af digtet.
  • ‘Trokæ’ er tostavelsesord med tryk på første stavelse (f.eks. ‘rive’).
  • ‘Jambe’ er tostavelsesord med tryk på sidste stavelse, f.eks. ‘musik’.
  • ‘Daktyl’ er trestavelses ord med tryk på første stavelse, f.eks. ‘Valdemar’.
  • ‘Anapæst’ er er trestavelsesrod med tryk på sidste stavelse, f.eks. ‘allergi’.
• Sprog: Handler om hvorvidt digtet har et komplekst og koncentreret sprog, om der er en hovedvægt af en eller flere ordklasser, om der er nyopfundne ord, hvorledes ordene er kombinerede, om der er fremhævelser og andre typografisk/layout detaljer. Tegnsætningen præger også sproget i et digt og tegn kan være ‘ulovligt’ sat, udeladte m.v.
• Billedsprog: Digte har ofte ordbilleder i form af f.eks.:
  • Sammenligning, hvor tillægsord anvendes til at sammenligne.
  • Metafor, hvor substantiver f.eks. anvendes til at give et billede på et menneske f.eks.
  • Døde metaforer, hvor faste fraser anvendes metaforisk (æblet flader sjældent langt fra stammen f.eks.)
  • Personificering, hvor abstrakte begreber (døden f.eks.) gøres konkrete ved at blive fremstillet menneskeligt. (Manden med leen).
  • Besjæling, hvor ikke menneskelige ting beskrives med menneskelige egenskaber. (F.eks. Nu hviler mark og eng).
  • Symboler, hvor en rose f.eks. symboliserer kærligheden.
  • Allegori, hvor et konkret digt er et stort symbol på noget – en tilstand, et forhold m.v. (“På det tørre” f.eks.)
• Form: Digtes form afhænger af komposition – dvs., hvordan digtet er bygget op i strofer og vers. Stroferne er de sammenhængende tekststykker, versene er de enkelte linjer.